Kirsten-Marie Hedeland, Tv programvært på ”Kunst for Tiden” og skribent ved Kunstavisen, april 2015:
At Favne Det Uperfekte
Når man betragter en kvindeskikkelse tænker man umiddelbart skønhed og perfektion eller mangel på samme. Men hvorfor er de to begreber så vigtige for os? Hvorfor måler og vejer de så tungt i vores anskuelse af tingene? At kunne bryde med normen for skønhed og perfektionisme og se det perfekte i det u-perfekte og omfavne det, er det som Margrethe Christensen forsøger at gøre i sit billedlige udtryk.
Fine afstemte frodige former kommer til syne gennem de abstrakte kubistiske kompositioner. Menneskekroppen komponeres og transformeres til en helhed af linjer, flader og spændende felter mellem motiv og farver. Margrethe skaber en levende overflade og ved hjælp af flere lag opstår der en fin dybde og balance mellem kolde og varme farveplaner. De forskellige sammensatte flader mødes og abstrakte kantede formationer flyder sammen og et veldefineret udtryk viser sig. Hendes farveholdning er sikker og er med til at ”levendegøre” motiverne – og med farvevalget forstærkes stemningen.
Billedsproget er spændende og interessant og viser en engageret og opmærksom kunstner, der forstår at skabe balance og ligevægt i det udtrykte.
Det at formen er strammet op, giver en orden og en ro på fladen, samt en fuldstændig sammenhæng uden nogen konkret adskillelse mellem forgrund, mellemgrund og baggrund. De stringente former og flader – nærmeste grafiske – mødes med afrundede bløde farver og smelter sammen til et hele uden start eller slutning.
Margrethe Christensen er en observant, som med nøje betragtning af de nære omgivelser lader sig inspirere, ofte ud fra en observation af mennesker og skulpturelle former. Ligeledes kan reklamebilleder bidrage til inspirationen. Hun ser og fornemmer kunst, arkitektur og former, hvilket sætter sit præg i hendes billeder. Hun kombinerer på en måde billedkunsten og rumkunsten i ét udtryk. Vi får ikke bare maling på en flade, men en forestilling om en skulpturel genstand, der på en gang er kompleks og alligevel meget simpelt udført. Der udvises en rigtig god fornemmelse for at give stilstanden i motivet både tyngde og lethed. Enkle blyantsstreger rundt omkring er med til at tilføre letheden. Umiddelbart bliver man ikke lige færdig med det samme med at se maleriet. Det kan rykke eller forandre sig, afhængig af hvilken vinkel det anskues på og der er givet plads til anden fortolkning end den tiltænkte.
Ved mødet med Margrethes maleriske univers breder der sig en behagelig ro i ens sind og kontraster opleves med livsglæde og melankoli, der går side om side. Man kan godt opleve hendes motiv skikkelser som værende distanceret i udtrykket, når de er malet med ansigtet skjult eller rygvendt positur og en følelse af melankoli er nært forestående. Men der ligger også en styrke, glæde og helt speciel atmosfære gemt i mellem linjerne og formerne. Det er på mange måder en sanselig, tankevækkende og formfuldendt oplevelse at træde ind i Margrethes billedverden.
Se TV-interview med mig via dette link “Kunst for tiden” på Kulturkanalen.
Tom Jørgensen, kunstskribent, redaktør af Kunstavisen skrev i sin bog “101 Kunstnere” 2013:
Enhver, der har prøvet at tegne croquis, ved, at det, det drejer sig om, ikke er at få alle detaljerne på plads først, men at fange de store linjer, rytmen og kroppens volumen. Tilsæt farver, og du har et indtryk af Margrethe Christensen som kunstner.
I hendes malerier bliver kroppen, og her menes udelukkende kvindekroppen, forvandlet til et både kompliceret, elegant og dynamisk spil mellem linjer og flader med farven som det bærende og skabende element.
Det er farven, der definerer konturlinjen og følger kroppens kurver: et bøjet bens v-form, en hoftes runding, et ansigts oval, et brysts kegleform og halvcirklen, defineret af en krum ryg og dens forlængelse i armen.
Det er ligeledes farven, der deler lærredet op i forskellige farveplaner, hvor modsætningen mellem figuren og rummet stort set ophæves. I stedet bliver hele billedfladen til ét stort spil mellem farvekontraster, mellem kolde og varme, mellem mættede og umættede farver og mellem komplementærfarver.
Et maleri, domineret af brækkede røde farver, en meget mørkerød, en anden næsten laksefarvet, kontrasteres af to forskellige nuancer af blåt, komplementærfarven grøn – i kvindens ansigt og arm – og af kravens hvide farver, der giver balance til hele kompositionen.
I et andet maleri forestillende en liggende kvinde med armene hvilende på et bord er hovedfarven en neutral grå, suppleret af mørk turkis, lysebrun og hvid. Alt i alt en noget dyster farveholdning, hvis det ikke var for bordets citrongule rektangel, der suger al opmærksomheden til sig. Ikke på en krasbørstig måde, men balanceret og harmonisk, netop takket være overvægten af den neutrale grå farve.
Endelig kan et tredje maleri demonstrere, hvordan Margrethe Christensen bruger ofte komplementærfarvemodsætningerne som dét bærende element i sine billeder. I et portræt af en rygvendt kvinde er den naturalistiske gengivelse næsten helt forsvundet til fordel for rene farveflader. Et orange zig-zag mønster, illuderende lyset, der falder på ind på kvindens side fra højre, kontrasteres af ryggens lyseblå og støvetblå farver. En gul kile ved rygbenet sættes op mod overkroppens violetblå nuancer, mens kvindens røde hår er i direkte kontakt med endnu en kileform, denne gang udgjort af komplementærfarven grøn.
Uden at fjerne sig helt fra sit figurative forlæg har Margrethe Christensen fået studiet af kvindekroppen til at dreje sig om en undersøgelse af farveplaner, volumener og konturlinjer i et dynamisk samspil med hinanden. En undersøgelse, der kan varieres i det uendelige, og giver Margrete Christensen alle muligheder for at demonstrere sin sikre og mangefacetterede sans for farven.